Jørgen Rud. Rasmussen (1940), der er 4. generation i Rud. Rasmussen, er udlært møbelsnedker i 1960, hvorefter han blev uddannet til møbelarkitekt på Kunsthåndværkerskolens Møbelskole (Danmarks Designskole) i årene 1963-65 og Kunstakademiets Møbelskole i 1966. Jørgen Rud. Rasmussen overtog firmaet i 1979 og har ved siden af firma-driften løbende tegnet specialprojekter for kunder. Undervejs har han også designet møbler, der er kommet i egentlig produktion. Således f.eks. Skrivepulten, Folde-Ud-Bordet og Daybed'en.
Jørgen Rud. Rasmussen har gennem årene altid forsøgt at håndhæve den kompromisløshed i materialer og kvalitet, som de foregående 3 generationer før ham insisterede på. De mange år har budt på mange interessante opgaver såvel til private som til institutioner. Men den virkelige kunst har været, at formå at binde medarbejdere, opgaver, fysiske rammer og evigt skiftende omgivelser sammen i et levende miljø for smukt og tidløst håndværk.
