Kaare Klint (1888-1954) er verdensberømt for smukke møbeldesigns som f.eks. Faaborgstolen, Safaristolen, den "Røde stol", Sofa med høje sidevanger (4118) og Additionsofa model 4865. Klassikere, der allerede har flere generationer på bagen og som stadig appellerer til også et yngre publikum.
Klint grundlagde afdelingen for "Møbelkunst og Rumudstyr" på Kunstakademiet i 1924 og fik med sin epokegørende undervisning, stor indflydelse på møbeludviklingen i Danmark. Undervisningens metode var radikal på dette tidspunkt. Klint bad eleverne bygge møblerne op indefra med afsæt i grundige foranalyser af opgaven, kombineret med den viden, som traditionen giver. Den ydre stil var mindre betydningsfuld, mens funktionsanalysen, materialevalget og materialebearbejdelsen var i højsædet. Følgende anekdote er et godt billede på Klints grundighed:
Kaare Klint og Alvar Alto mødtes og Klint spurgte Alto, hvad han var i gang med. Alto fortalte vidt og bredt om div. møbel- og byggeriprojekter, som han havde i støbeskeen. Da han var færdig, spurgte han så Klint, hvad han gik og lavede. Klint svarede, at han var i gang med at tegne en stol for Rud. Rasmussen. Nogle år senere mødtes de to herre igen og Alto fortalte malende igen om mange forskellige igangværende opgaver. Så spurgte Alto så Klint, om hvad han var optaget af for tiden og Klint svarede tørt, at det havde han jo fortalt sidste gang – han tegnede på en stol til Rud. Rasmussen!
Samarbejdet mellem Kaare Klint og Rud. Rasmussen begyndte i 1926. Klints møbeldesigns betød en gennemgribende fornyelse af dansk møbeldesign. En klar og logisk konstruktion var Klint's eget krav; intet overflødigt, kun ærlige, rene linier, uovertrufne materialer, smukt håndværk, alt ned til mindste detalje. I kraft af hans møblers enkle funktionelle kvaliteter, det tidløse design og kompromisløsheden i udførelsen, er mange af hans møbler mere eftertragtede end nogensinde.
