Mogens Koch

"Der var en butik i London, hvor der i vinduet var udstillet en shagpibe – "the World's best Pipe" nemlig – og så kommer der et skvadderhoved ind og beder om at se deres kollektion. Nej, de havde "the Worlds best...", og så var der ingen grund til at tilbyde noget, der var ringere." Citatet er af Mogens Koch, men om han dermed mente sit eget reolsystem - i overført betydning - melder historien ikke noget om. Men det hævdes, at reolen er den mest efterlignede reol i verden, og noget er der nok om det.  

Mogens Koch (1898-1992), der er særlig kendt for møbelklassikere såsom Byggereolsystemet og Foldemøblerne, arbejdede sammen med Kaare Klint i årene 1925-30, og var professor ved Kunstakademiets Arkitektskole i København i 1950-68. Mogens Kochs møbeldesigns hører til nogle af de mest elegante og afgørende løsninger til krav om komfort, funktion og æstetik og hans møbler har været centrale i Rud. Rasmussens produktion siden 1932.

Koch arbejdede inden for alle områder af arkitekturen – bebyggelsesplaner, huse, monumenter, møbler, tekstiler, sølv og skrift. Mogens Kochs arbejder er ikke mange, men de er alle væsentlige, originale og undertiden dristige. Der var altid et særligt samspil mellem Mogens Kochs eget liv og de møbler han tegnede gennem årene. Ingen af dem blev til som kunstneriske manifester, men opstod ud fra en given opgave og blev skabt til et bestemt formål. Således også hans reolsystem, som i første omgang var tiltænkt hans eget hjem på Hulgårdsvej ved Bellahøj i København. Boligens små rum fordrede bl.a. et fleksibelt opbevaringsmøbel og I 1928 tegnede han de første skitser til den kvadratiske bogkasse, som i det forholdvis lille modul 76 x 76 cm. havde en stor og varieret brugsfunktion.

Koch fik tildelt mange hædersbevisninger – bl.a. Eckersberg medaljen i 1938, C. F. Hansen medaljen i 1963 og ID prisen i 1992.

Del
 | English | Deutsch | Dansk